Fredag aften gik vi som sædvanlig sidste aftentur med hunden. Han får selv lov at vælge vejen. Denne aften gik turen snusende og sjattende op til den lille sti, der snor sig tværs gennem legepladsområdet. Langs legepladsen er der en bredere gangsti og på den anden side ligger de sammenbyggede rækkehuse. Legepladsen bruges ofte af dagplejemødre om formiddagen i hverdagen, hvis vejret er godt. Børnene er glade for den, trods det, at der ikke er så mange legeredskaber. Der er mest bud efter en lille høj, hvor de små kan løbe eller kravle op og derefter kure ned på enden. Langs den snoede sti er der opstillet et par grønne cylinderformede affaldsbeholdere, så man nemt kan komme af med ispapir, tomme plastic asker og anden emballage som industrisamfundet producerer til over od. Mindre end en meter derfra står et arrangement med bænke og borde. Her kan man sidde med termokande, sodavand og kage m. v.

Da vi kom gående ad den bredere gangsti, kunne vi se ammer slikke mod aftenhimlen. De to affaldsbeholdere var på det tidspunkt næsten smeltet væk. Sodpartikler hvirvlede rundt i vinden og på lang afstand kunne vi se varmt plastic, der dryppede opgivende ned på den smalle gangstis belægningssten. Et par unge fyre nærmede sig containerne samtidig med os:

“Vi er lige yttet herud, og jeg er allerede bange for at bo her! Hvad skal vi gøre... Kan vi ikke ringe efter politiet?”, siger den ene.
Jeg kan sagtens genkende fornemmelsen, fra da jeg selv flyttede herud. Hensigten med området er fin nok. Det er en kombination af nogle få blokke og i øvrigt rækkehuse, to- og reværelses. Der er et godt stisystem og det er forholdsvis nemt at begå sig herude, som fysisk handicappet. Efter et par år, er jeg efterhånden blevet mere “street-easy”. De unge, som kører hurtigt på knallert, er flinke til at holde øje med mig og flere af dem er begyndt at hilse i farten. Jeg ved også, hvor jeg ikke skal gå om aftenen, når jeg lufter hund. Vi står og kigger resigneret ind i ammerne. Det kunne have været hyggeligt og smukt med den sorte himmel og trekvartmånen som baggrund, hvis det havde været et organiseret bål. Hørmen af smeltet plastic sender et helt andet signal:
“Jeg tror, politiet har alt mulig andet at lave fredag aften!”, siger min kæreste med et opgivende skuldertræk . “Der er vel ingen af jeres forældre, der har en pulverslukker?”
De unge ryster på hovedet.
“Hvad skal vi gøre?”, spørger de igen med en anelse desperation i stemmen.
“Ikke noget”, svarer min kæreste, “Jeg tror ikke, ilden breder sig yderligere, når græsset er så vådt.” Jeg skutter mig lidt i aftenkulden og kryber sammen på min elscooter. Et plasticbål giver ikke megen varme fra sig. I mellemtiden er endnu en beboer kommet til:
“Hvem gør sådan noget? Det er beboerne, der kommer til at betale”, siger han vredt.
Jeg siger ingenting. Hjernen kender alle de sociologiske og psykologiske forklaringer på, hvorfor affaldsbeholderne står der og smelter en fredag aften midt i september. Disse forklaringsmodeller er kun lidt bedre end socialminister Karen Jespersens forslag om, at unge, der begår den slags hærværk, selv skal sættes til at rydde op efter sig. Forældrene kunne så passende betale regningen. Selv om vi havde en ide om hvem det var, ville vi i et retssamfund også have en tung bevisbyrde, før vi iværksatte den slags sanktioner. Rent bort set fra, at ingen tør sige noget. Hvem udsætter sig for trusler på livet? Det virker ikke særlig realistisk i en tid, hvor Bloodz, Black Cobra, lokale bandegrupperinger og Hells Angels er gået i krig, ikke blot med lette håndvåben, men tilsyneladende også automatvåben. I den sammenhæng betyder et lille plasticbål i en forstad til en storby ingenting... eller gør det? Om få år ender vi måske ildspåsætterne som medlemmer at en supportergruppe. Måske er det netop dette afmagtssignal, flammerne sender os en aften i efteråret 2008.

Ole Christensen Journalist