Af: Ole Christensen
Foto Maria Bjørn

At optræde var noget midlertidigt. Han var sømand og ville ud at sejle igen, når det musikalske bijob var overstået. I dag står han på scenen foran tusindvis af mennesker. Han har skrevet viser og udgivet plader, der blev solgt i store oplag. Han er ikke bange for at sige sin mening og tager gerne diskussionen.



”Den gang ville jeg ud og sejle igen, men nu tror jeg ikke, det bliver til noget, for jeg kan nok ikke finde ud af de skibe, de sejler med i dag”, bemærker Niels Hausgaard. Scenekunstens maskinrum er et ganske andet, men han er fortrolig med såvel navigationen i publikumshavet som lyden i maskinen. Efter interviewet skal han lige have styr på guitarlyden inden aftenens udsolgte koncert i Aarhus Musikhus.



Publikum

Du spiller for fulde huse. Er du så ikke i en position, hvor du kan gøre lige hvad du vil uden at frygte anmelderne og publikums dom?

”Jeg har altid gjort, hvad jeg ville. Man skal ikke bare give publikum det, de gerne vil have, så er det snyd. Nogle gange giver jeg dem noget som de ikke vidste, de kunne få. Jeg forsøger hele tiden at udvikle det, jeg laver. Det skylder man sit publikum.”


Hausgaard har et skelet med stikord forud for en turné, men det er aldrig helt fastlagt, hvad han siger. Det kommer an på aftenens relation mellem ham og publikum. Af pressematerialet fremgår: ”Det sker, at vi ikke finder hinanden, og det er forfærdeligt fordi det er spild af folks tid.”

Er der virkelig en form for kollektiv reaktion i et så talstærkt publikum?
”
Et publikum på to tusind er festligt, men ikke særlig udfordrende. Et publikum på 30 kan skræmme én. Sæt nu de sidder og bliver enige om, at det er noget lort. Så er det virkelig farligt.”


Hvad er det bedste og det værste ved at optræde?

”Der er ikke noget værste. Det bedste er at optræde for en blandet flok, hvad angår alder, køn og socialklasse. Det er helt optimalt.”


Har du af og til tænkt: ”Nu gider jeg ikke mere.”

”Nej. Det, der kan få mig til ikke at gide mere er, hvis publikum ikke gider mere. Det er ikke et spørgsmål om penge. Det har det aldrig været.”


Har du nogensinde tabt tråden på grund af en bemærkning fra publikum?

”Nej. Jeg er gået i stå af alle mulige andre grunde – aldrig på grund af publikum. Det, jeg får fra publikum, tilfører energi. Går jeg i stå eller glemmer noget, er jeg ikke flov eller ked af det. Jeg satser ikke på at lære en hel masse udenad.”



Viserne

Diskussionen om, hvad en god vise er, eller kan udvikle sig til, koges ned til en par korte og præcise sætninger. Den skal ville noget og så skal den have almen gyldighed:

”Den skal handle om publikums liv. De viser, der handler om forfatteren, er ofte så forfærdelig kedelige. Jeg tror aldrig, jeg har skrevet en sang, der kun handler om mig selv.”


Er der én eller nogle af dine viser, du særlig godt kan lide?

”Nej! Man skal passe på, at man ikke forelsker sig i sine egne viser, for så stiller de sig i vejen for at skrive noget nyt. Når jeg har haft en sang med på en turné, er det meget sjældent, den kommer med igen.”


Mange frygter, at visen vil uddø som genre. Hvad mener du om det?
”
Jeg tror ikke, viserne uddør, men de skifter form.”

Til for eksempel rap?

”Ja. Mange rap tekster er gode, men jeg synes, formen virker noget fastlåst."


Hvordan introducerer man en vise?
Det må Hausgaard da have en masse at sige om – han, som har dyrket netop dette i årevis. Igen en nærmest magisk evne til at fatte sig i korthed, så budskabet står lysende klart, samtidig med, at tilhøreren får en masse at arbejde videre med. Hausgaard bemærker stilfærdigt:

”Jeg kan nemmere sige, hvad man ikke skal gøre. Ikke genfortælle visen eller pointen, heller ikke hvornår den er skrevet og af hvem. Det er folk ligeglade med. Fortæl en god parallel historie, der spændes som en bue – og lad visen være pilen!”



Dialekten

Du begyndte med at skrive viser på dialekt, men nu er dit fokus et andet sted -  på det du siger imellem sangene. Hvordan og hvorfor er det skift sket?

”Jeg gik på kunstakademiet og malede en masse selvportrætter. Det var det nemmeste for så var jeg ikke afhængig af at skulle have nogen model. Samtidig skrev jeg og tænkte på dialekt. Måske var det derfor, det begyndte sådan. Dialekten siger en masse usagt.”

Fordi den er kulturbærende?

”Ja, det er et vilkår den er underlagt. Da jeg holdt op med at skrive på dialekt, var det fordi dét jeg ville sige, lige så godt kunne siges på rigsdansk.”


Hvordan har du det med, at andre synger dine viser – og at de bliver oversat til rigsdansk, svensk og norsk?

”Det tager jeg som en cadeau. Jeg tror aldrig, jeg har sagt nej til nogen. Folk må gerne videreudvikle det og lave det om. Det er jo ikke det hellige sakramente.”



Håndværket

Du har optrådt siden 70'erne. Har dit forhold til dit arbejde, og de tanker du gør dig, ændret sig fra starten af din karriere og til nu?

"Det er et håndværk, man bliver bedre til med årene. I starten vidste jeg ikke, hvad jeg havde med at gøre. Jeg gjorde det fordi jeg syntes, det var sjovt. I begyndelsen drives man af begejstringen over, at det overhovedet kan lade sig gøre. Når begejstringen fortager sig, skal man til at finde ud af, hvad man vil med det. Hvis jeg ikke synes, jeg udvikler håndværket mere, er det på tide at holde op."


Du er et godt eksempel for mange i Visens Venner. Hvem har været et godt eksempel for dig?

"Jeg har set op til dem, jeg optrådte sammen med: Cæsar, Cornelis, de gamle skotter Iain MacKintosh og Alex Campbel – han lærte mig at håndtere fulde folk. Det kunne han."


Kan du beskrive den forberedelse, der går forud for en turné, eksempelvis den aktuelle, "Etik og alt det der"?
"Det sker ret ubevidst. Jeg skriver hele tiden. På rejser, på turné, i pauser, på hoteller. Omkring november ser jeg på det materiale, jeg har og danner mig et overblik. Så tager jeg ud og spiller, og så kan det hele ændre sig fuldstændigt."


Hvor god man skal være på en guitar for at stille sig op og tage publikums tid, er noget, der diskuteres ivrigt i visekredse. I pressematerialet til årets turné kommer Hausgaard ind på forskellen mellem folkesangere og musikere:

"Folkesangere skal ikke nødvendigvis kunne det hele som musikere. For os er kontakten til publikum det vigtigste. Vi skal ikke tælle takter eller være bange for at spille forkert. Det flytter vores fokus et forkert sted hen. At spille halvdårligt guitar er kun pinligt, hvis man selv synes det er pinligt."



Politik

"Jeg har altid forsøgt at lære mine børn at gå stille med dørene. Selv har jeg aldrig stukket snuden frem og derfor har den aldrig været i klemme", siger en af personerne i Hausgaards viser. Det er helt sikkert, at denne vise ikke handler om Hausgaard selv. Han markerer sig i den politiske debat. Emnerne er mange: EU, atomkraft, kulturpolitik, socialpolitik, ulandspolitik og ikke mindst flygtninge/indvandrerpolitik. Det nemmeste ville være at lave tandløse oplæg og intetsigende viser, men som Haugaard påpeger:

"Politik er det naturlige at diskutere, for det vedrører vores liv. Der skal gerne være en god uenighed – en vilje til at høre på hinandens synspunkter. Vil folk diskutere efter koncerten, tager jeg den tid, der skal tages, hvis det er en god udveksling af synspunkter. Hvis det kun er ren vrede, gider jeg ikke bruge tid på det."


Han blev sidste år inviteret til at optræde for Dansk Folkeparti, hvis synspunkter, især om flygtninge og indvandrer, han har været efter i sine shows.

"Jeg strøg dem ikke med hårene. Nu har jeg været ond ved dem i så mange år, så jeg syntes, det var rigtigst at tage imod invitationen. Det gik godt, selv om der var nogle, der mente, det ikke var i orden, men det var et fåtal."

Er der emner, man ikke kan behandle humoristisk/satirisk?

"Hvis jeg synes et emne er væsentligt for mig, tager jeg det med – ellers lader jeg det ligge."



Tilfældet

Du har så mange betragtninger om livet. Har du overvejet at skrive en bog?

"Nej. Jeg er ikke forfatter. Mange har overvejet at nedskrive mine erindringer, men det bliver heller ikke til noget."

Hausgaard bryder sig ikke meget om at gå i stå, men vil hele tiden udvikle sig selv og sit arbejde. Han er holdt op med at lave plader fordi det ikke er sjovt. I Kristeligt Dagblad refereres han for at sige, at aktive valg er begrænsende. Han lader hellere tilfældet råde, for det fører ham derhen, hvor han lærer noget nyt. Måske er det grunden til, at han stadig trækker fulde huse. Han valgte livet på scenen fremfor livet på søen. På spørgsmålet om, hvad der fik han til at træffe dette valg, der blev så afgørende for ham selv og så berigende for hans store publikum, siger han:
"Jeg har aldrig opsøgt det – det har opsøgt mig."