Jyllandspostens ytringsfrihed er hævet over en hver tvivl. Det er let at være ”mandagstræner” og sige, hvad man skulle have gjort. Det er tilmed gratis. På det menneskelige plan er det ikke blevet lettere at være redaktør, selv om man er blevet sendt på ferie på ubestemt tid. Arla har brugt mange penge og tid på at opbygge et positivt image i Mellemøsten, men drager nu den lære som alle indenfor marketing kender: En enkelt, alvorlig fejl begås på kort tid, men tager år at rette op.

Hvilken lære kan vi drage på et overordnet plan?

• Globaliseringen er ikke bare et fænomen, som berører erhvervslivet. Den kommer os alle ved.
• Sms-kæder (og internet) kan bruges og misbruges. Fejlagtig information spredes lige så hurtigt som korrekt
• Ytringsfriheden gælder ikke bare ”officielle” medier, men bruges af alle, der er i besiddelse af en mobiltelefon, internet, en stemme, pen, papir etc.
• På længere sigt kan nettet og mobiltelefonen medvirke til demokratisering af lukkede samfund
• Såvel demokratier som diktaturer kan destabiliseres af information/misinformation

Skal man, midt i usikkerheden, anlægge en positiv synsvinkel, kan man sige, at Jyllandspostens tegninger har gjort os alle opmærksom på en ”blind plet”. I en globaliseret verden opfattes ytringsfrihed, selv der, hvor den er foreskrevet i forfatningen, meget forskelligt. Mange har påpeget, at tegninger som Jyllandspostens aldrig ville være offentliggjort i USA. De færreste ambassade-afbrændere og demonstranter i Mellemøsten har set tegningerne. Mange har reageret på falske rygter om koranafbrændinger i Danmark plus megen anden misinformation. ”Ventil-hypotesen” er også blevet fremsat. Jyllandsposten vil sandsynligvis gerne medvirke til at fremme demokrati og ytringsfrihed i verden som sådan. Avisen (og vi andre) har nu lært, at det er ikke nogen god ide, selv at levere gnisten til et, for diktaturstater, bekvemt ”brændbælte”.

I demokratier har vi frihed under ansvar – og det samme gælder for ytringsfrihed. Den er ikke ubegrænset. På alle medier er der ansvarshavende redaktører til at sørge for, at grænserne ikke bliver overtrådt. Ingen kunne forudse de konsekvenser tegningerne har fået, det skal siges til Jyllandspostens forsvar.

Vi skal værne om ytringsfrihed og demokrati – også når Dannebrog ikke længere brændes af. Det gør vi ved ikke at sende trusselsbreve til muslimer, ved ikke at krænke deres religiøse følelser. Til gengæld kan vi kræve respekt om vores danske samfundsindretning: Det er en selvfølge, at pressens ytringer hverken styres eller undskyldes af statsmagten. Føler man sig krænket, bruger man domstolene. Vold er fuldstændig uacceptabelt. I ytringsfrihedens navn, kan vi af og til blive tvunget til at høre på rabiate unge, der kræver demokratiet afskaffet. Det oplever jeg som krænkende! Tvetydige udsagn fra imamer skaber også usikkerhed, men det er en unfair generalisering at tillægge alle muslimer disse ekstreme synspunkter.

Vi skal værne om retten til den individuelle tilværelsesforståelse. Dvs. retten til at mene om åndelige spørgsmål, hvad man vil! I et demokrati er det kun muligt, hvis man lever i et reelt sekulariseret samfund. Alle borgere i Danmark må acceptere adskillelsen mellem henholdsvis religiøse og politiske anskuelser.

Frygten for selvcensur bør altid få advarselslamperne til at blinke hos journalister og andre, der beskriver og fortolker tilværelsen i medierne! I visse tilfælde er det dog praktisk med en vis selvcensur fordi den medvirker til opretholdelse af en social orden: Jeg får en borddame til en fest og indleder en konversation. Jeg får at vide, at min borddame bor i X-by og har Y som erhverv. Herefter har jeg tre muligheder. Jeg kan afbryde kontakten ved at line alle mine fordomme om X og Y op, jeg kan markere min nysgerrighed ved
at stille spørgsmål eller jeg kan skåle og lægge emnet dødt. For at blive i billedet, minder den generelle holdning til ”de fremmede” i Danmark, nærmest om denne uheldigt formulerede kompliment: ”Sjældent har jeg danset med i så tyk dame, der lugtede så lidt af sved!”

Mens jeg – ganske vist i kort tid boede i Gellerup – blev jeg i praksis undervist i arabisk høflighed. Jeg er gangbesværet. Derfor kunne jeg aldrig lov at holde en dør selv og blev altid med et smil vist foran i kassekøen. Det er oplevelser, jeg stadig tænker på og som netop nu modvirker min egen indbyggede tendens til generalisering. Gennem den intensive mediedækning har vi etnisk danske fået et mere nuanceret billede af de muslimer som bor og lever her i landet.

Ole Christensen – Februar 2006

Her fra sidelinjen er det nok ikke alverden, der kommer til at ske i det nye år. Når unge bliver interviewet, er det mest almindelige udsagn, når de bliver spurgt om hvad de vil med deres liv: ”Jeg vil gøre en forskel!” Ja så, siger intervieweren forundret, men borer ikke nærmere i hvilken forskel, for det er pinligt at blive alt for konkret. Sæt projektet ikke lykkes. Tænk hvis det viser sig, at man efter 50 år i jammerdalen ikke har gjort nogen forskel. Det er grimt, hvis nogen skulle stille én til regnskab. Det er moderne at ville gøre en forskel. Her er så mit erklærede nytårsforsæt for 2006: Jeg vil absolut ingen forskel gøre, og fordi alle de andre netop vil med djævlens vold og magt, bliver det måske mig, der faktisk kommer til at gøre forskellen.

Nu vi taler om forskelle, så forekommer det mig at de forskelle vi ser lige i øjeblikket, hvad angår religiøs/kulturel betinget polarisering, ikke er særlig frugtbare. Vi er stolte af vores ytringsfrihed, men med ytringsfriheden følger der samtidig et ansvar, og det ansvar mener jeg, at Jyllandsposten i første omgang og Statsministeren i anden omgang har håndteret forkert. Jeg spørger mig selv, om det var nødvendigt at krænke det største religiøse mindretals følelser ved at offentliggøre de famøse tegninger. Var det gavnligt for debatten? Næppe! Unge muslimer, der føler sig udenfor samfundet, får en undskyldning for at blive endnu mere rabiate. Desuden lukker man af for dialogen, der er vanskelig nok i forvejen. Mennesket er generalist. Derfor opfatter henholdsvis kristne (kulturkristne) og muslimer ofte hinanden på stereotype måder. Næsten hver gang vi ser muslimer i fjernsynet er det en ordentlig flok fordybet i bøn eller også er det vrede og rabiate unge mennesker. Jeg tør ikke tænke på, hvilke stereotype billeder, der er af os i arabiske medier. Som en udløber af tegninge-sagen rejser imamer nu rundt og bagtaler os over hele Mellemøsten og opfordrer til boykot af en konference, der måske ikke i sig selv er særlig betydningsfuld, men alligevel.

Statsministeren kunne, så vidt jeg kan vurdere, have scoret et taktisk point ved at acceptere at mødes med de mellemøstlige ambassadører. Det ville være en passende lejlighed til at banke fast med syvtommer-søm, at vi har pressefrihed herhjemme, og at en af grundstenene i demokratiet er adskillelse mellem pressen og statsmagten. Afvisningen var firkantet, og jeg kan godt forstå rationalet, fordi mødets dagsorden, hvis statsministeren skulle være gået ind på den, ville handle om at kritisere Jyllandsposten for at have bragt tegningerne. Bladet er i sin gode ret, men hvorfor den fjollede demonstration? Den minder mig om en lille knægt, der netop har lært et nyt sjofelt ord og råber det ud over kassekøen i myldretiden. Til forskel fra knægten vil jeg håbe, at Jyllandsposten har overvejet konsekvenserne nøje inden, selv om redaktøren, Flemming Rose, måske ikke har forestillet sig, at virkningen ville holde så længe. Men statsministeren har vel pondus nok til at sætte sin egen dagsorden ved at sige, at Jyllandsposten er i sin gode ret til at bringe tegningerne, trods det at man i forvejen vidste, at det ville krænke mange mennesker. Statsministeren kunne ved samme lejlighed have skåret ud i pap, at indgreb i pressens frihed fra statsmagtens side, er uhørt her i landet. Føler man sig krænket, kan man anlægge sag ved domstolene og påberåbe sig blasfemiparagraffen, der i øvrigt næsten ikke har været brugt. Uden at ville det, er statsministeren kommet til at forværre situationen endnu mere. Det er ikke så meget, jeg kender til arabisk kultur, men jeg kan da forestille mig, at en afvisning ganske enkelt også bliver opfattet som en meget uhøflig gestus. Her har vi et eksempel på, hvad der sker, når personers formelle roller bliver vigtigere end dét de formår at udrette – alene i kraft af at de er mennesker. Statsministeren kunne have gjort en forskel, men gjorde det ikke! Nu har han skudt sagen til hjørnespark ved at sende sin udenrigsminister. Dermed er den imidlertid ikke slut. Spørgsmålet er, om sagen nu bliver antaget ved menneskerettighedsdomstolen. Ud fra en juridisk vurdering står den til at kunne vippe begge veje. Som journalist håber jeg ikke, for ytringsfrihedens skyld, at man tager sagen op. I yderste konsekvens ville det jo betyde, at ingen turde kritisere rabiate abortmodstandere eller for den sags skyld tilhængere. Det er vigtigt at holde sig for øje, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om Jyllandspostens tegninger, at der ikke er tale om et angreb på religionsfriheden.

I øvrigt føler jeg trang til at slå et slag for os ateister midt i den larmende debat om tegninger af profeten, den i mine øjne, uvidenskabelige snak om intelligent design, og de skingre abortmodstandere. For mig må I mene hvad I vil, uanset om jeg synes det er intelligent eller ej, men hvor er kammertonen? Eller sagt på en anden måde: De filosofiske antagelser, der ligger bag om disse tilværelsesforståelser er langt mere interessant end det vi ser lige i øjeblikket. Refleksion er erstattet af skrigeri. Diskussionens formål er blevet at få ret, ikke at blive klogere. I øvrigt begår man en klassisk kategorifejltagelse her ved at tro at nogen kan få ret. Det svarer til, at der skulle findes en objektiv vurdering af om blå er smukkere end grøn. Det bekymrer mig.

Ole Christensen – januar 2006