Jyllandspostens ytringsfrihed er hævet over en hver tvivl. Det er let at være ”mandagstræner” og sige, hvad man skulle have gjort. Det er tilmed gratis. På det menneskelige plan er det ikke blevet lettere at være redaktør, selv om man er blevet sendt på ferie på ubestemt tid. Arla har brugt mange penge og tid på at opbygge et positivt image i Mellemøsten, men drager nu den lære som alle indenfor marketing kender: En enkelt, alvorlig fejl begås på kort tid, men tager år at rette op.
Hvilken lære kan vi drage på et overordnet plan?
- Globaliseringen er ikke bare et fænomen, som berører erhvervslivet. Den kommer os alle ved.
- Sms-kæder (og internet) kan bruges og misbruges. Fejlagtig information spredes lige så hurtigt som korrekt
- Ytringsfriheden gælder ikke bare ”officielle” medier, men bruges af alle, der er i besiddelse af en mobiltelefon, internet, en stemme, pen, papir etc.
- På længere sigt kan nettet og mobiltelefonen medvirke til demokratisering af lukkede samfund
- Såvel demokratier som diktaturer kan destabiliseres af information/misinformation
Skal man, midt i usikkerheden, anlægge en positiv synsvinkel, kan man sige, at Jyllandspostens tegninger har gjort os alle opmærksom på en ”blind plet”. I en globaliseret verden opfattes ytringsfrihed, selv der, hvor den er foreskrevet i forfatningen, meget forskelligt. Mange har påpeget, at tegninger som Jyllandspostens aldrig ville være offentliggjort i USA. De færreste ambassade-afbrændere og demonstranter i Mellemøsten har set tegningerne. Mange har reageret på falske rygter om koranafbrændinger i Danmark plus megen anden misinformation. ”Ventil-hypotesen” er også blevet fremsat. Jyllandsposten vil sandsynligvis gerne medvirke til at fremme demokrati og ytringsfrihed i verden som sådan. Avisen (og vi andre) har nu lært, at det er ikke nogen god ide, selv at levere gnisten til et, for diktaturstater, bekvemt ”brændbælte”.
I demokratier har vi frihed under ansvar – og det samme gælder for ytringsfrihed. Den er ikke ubegrænset. På alle medier er der ansvarshavende redaktører til at sørge for, at grænserne ikke bliver overtrådt. Ingen kunne forudse de konsekvenser tegningerne har fået, det skal siges til Jyllandspostens forsvar.
Vi skal værne om ytringsfrihed og demokrati – også når Dannebrog ikke længere brændes af. Det gør vi ved ikke at sende trusselsbreve til muslimer, ved ikke at krænke deres religiøse følelser. Til gengæld kan vi kræve respekt om vores danske samfundsindretning: Det er en selvfølge, at pressens ytringer hverken styres eller undskyldes af statsmagten. Føler man sig krænket, bruger man domstolene. Vold er fuldstændig uacceptabelt. I ytringsfrihedens navn, kan vi af og til blive tvunget til at høre på rabiate unge, der kræver demokratiet afskaffet. Det oplever jeg som krænkende! Tvetydige udsagn fra imamer skaber også usikkerhed, men det er en unfair generalisering at tillægge alle muslimer disse ekstreme synspunkter.
Vi skal værne om retten til den individuelle tilværelsesforståelse. Dvs. retten til at mene om åndelige spørgsmål, hvad man vil! I et demokrati er det kun muligt, hvis man lever i et reelt sekulariseret samfund. Alle borgere i Danmark må acceptere adskillelsen mellem henholdsvis religiøse og politiske anskuelser.
Frygten for selvcensur bør altid få advarselslamperne til at blinke hos journalister og andre, der beskriver og fortolker tilværelsen i medierne! I visse tilfælde er det dog praktisk med en vis selvcensur fordi den medvirker til opretholdelse af en social orden: Jeg får en borddame til en fest og indleder en konversation. Jeg får at vide, at min borddame bor i X-by og har Y som erhverv. Herefter har jeg tre muligheder. Jeg kan afbryde kontakten ved at line alle mine fordomme om X og Y op, jeg kan markere min nysgerrighed ved
at stille spørgsmål eller jeg kan skåle og lægge emnet dødt. For at blive i billedet, minder den generelle holdning til ”de fremmede” i Danmark, nærmest om denne uheldigt formulerede kompliment: ”Sjældent har jeg danset med i så tyk dame, der lugtede så lidt af sved!”
Mens jeg – ganske vist i kort tid boede i Gellerup – blev jeg i praksis undervist i arabisk høflighed. Jeg er gangbesværet. Derfor kunne jeg aldrig lov at holde en dør selv og blev altid med et smil vist foran i kassekøen. Det er oplevelser, jeg stadig tænker på og som netop nu modvirker min egen indbyggede tendens til generalisering. Gennem den intensive mediedækning har vi etnisk danske fået et mere nuanceret billede af de muslimer som bor og lever her i landet.
Ole Christensen – Februar 2006
