Da jeg begyndte at skrive, var jeg meget inspireret af kultur-radikalismen, hvis bannerfører, P.H. skrev revytekster, som "skulle handle om det hele på én gang, sammenhængen i livet." I dag er tiderne anderledes. Kuturradikalismen er afdanket og pensioneret, har overlevet sig selv, er gået i opfyldelse på mange punkter. Kulturradikalismen stammer fra det moderne gennembrud omkring Brandes, og uden dén havde alle dem, der har travlt med at skælde ud på den, måske ikke været hvor de er i dag. Også dé har meget at være kulturradikalismen taknemmelige for, trods tendensen til patentet på livskvalitet og kulturpaveri.Vi ved nok, hvad der udvider din indskrænkede horisont! For mange blev kulturadikalismen ansporingen til bevidst selvrealisering, stillingtagen og personligt engagement. I dag er det oversat til "selvfede" navlerier og egoistisk skraben til sig, kritikløst forbrug af alt lige fra industriprodukter til mennesker og ny medieteknologi - en teknologi, der sætter brugeren i centrum som sin egen redaktør: Værsgo. En kamp hvor den ene underlødige version af sandheden kan være lige så god som den anden. På den ene side bliver vi mere og mere globaliserede og i den anden retning trækker en småborgerlig længsel efter nationale værdier, der stort set er reduceret til forskellige tolkninger af kristendommen vs. islam, Dannebrogsflag og hægen om resterne af sproget. Uanset, hvor kritisk jeg har forholdt mig, har det altid været vigtigt for mig, at ingen enkeltpersoner blev hængt ud eller latterliggjort. Det synes jeg er alt for nemt. Jeg er mere interesseret i at skildre de sammenhænge som vi alle, på godt og ondt, er en del af. Ganske enkelt fordi vi er tvunget til det, hvis vi vil leve som mennesker i det moderne samfund.